Kan sikkerhedssoftware udgøre en trussel mod IT-sikkerheden?
Der har den seneste tid været fokus på, om software fra sikkerhedsfirmaer kan være en del af trusselsbilledet.
Er den software, som skal beskytte os mod cyber-kriminelle, i virkeligheden en del af problemet?
Der har i starten af 2017 været et par eksempler på, at vi måske skal til at se mere kritisk på den sikkerhedssoftware, som vi installerer på vores maskiner og netværk.
CCLEANER inficeret med malware
CCLEANER er et meget populært oprydnings og optimeringsværktøj til Windows maskiner.
Fra 15. august til 12. september har en malware-inficeret udgave af CCleaner kunnet downloades fra det officielle download-site.
Malwaren har indsamlet og videresendt oplysninger fra de inficerede systemer til en server som styrer malwaren.
Det må derfor anbefales, at man foretager en geninstallation eller en gendannelse af et inficeret system til en tilstand fra før 15. august 2017.
Det skønnes, at ca. 2,27 millioner brugere har downloadet malware-udgaven af programmet i perioden.
CCLEANER er ejet af sikkerhedsfirmaet AVAST, som bl.a. udvikler sikkerhedssoftware software til PC'er og servere.
KASPERSKY fjernet fra den amerikanske administrations netværk
Trump-administrationen har onsdag den 13.september 2017 bedt amerikanske regeringsorganer om at fjerne Kaspersky Lab-produkter fra deres netværk og udtalte, at der var bekymring for, at det Moskva-baserede cybersikkerhedsfirma var sårbart for Kreml-indflydelse, og at brugen af antivirusprogrammer kunne true den nationale sikkerhed.
Myndighederne skal i løbet af 30 dage identificere de Kaspersky-produkter, de måtte have installeret, og inden 90 dage få disse produkter erstattet med anden sikkerhedssoftware.
Kaspersky Lab produkter anvendes også i Danmark. På verdensplan skønnes de at have en markedsandel på 5-6 procent.